lørdag den 31. august 2013

Marmor lysestage



For et par uger siden var jeg forbi en genbrugsbutik i Vestjylland. Jeg faldt over denne fine marmor lysestage til kun 5 kr. Desuden købte jeg tre marmor platter/bordskånere. Jeg er blevet ret vild med marmor efter at det er blevet moderne igen, og jeg synes især det er fint at have stående sammen med kobber eller neonfarver. Jeg havde dog ikke noget kobber, så som I kan se på billederne, har jeg stillet lysestagen sammen med en sølvlysestage og en af mine Lyngbyvaser. Den ene marmor platte har jeg sat på mit skrivebord. Ovenpå den står et krus med blyanter, et pink "K" og en lille lysestage. Ret fint, synes jeg!

Hvad synes I om marmor-tendensen?

torsdag den 29. august 2013

Sidste ferieuge



På mandag starter tandlægestudiet igen efter 2,5 måneders sommerferie. Jeg nyder derfor den sidste uge ekstra meget og prøver at forberede mig mentalt til at komme igang igen. Igår morges lavede jeg lækker morgenmad og fik ordnet noget papirarbejde til klinikken. Faktisk glæder jeg mig til at starte igen. Det er mit sidste år - eller dvs. jeg bruger jo to år pga. barsel - men det betyder, at min årgang er den ældste på studiet, og dermed kan vi "tillade" os lidt mere. Vi kan efterhånden håndtere og udføre de fleste ting på klinikken, så det bliver dejligt at kunne fokusere på at forbedre sine færdigheder frem for at skulle lære nye ting hver dag. Jeg glæder mig desuden enormt til at få en normal hverdag med faste rutiner.

Min sommerferien har været helt fantastisk. Ikke mindst har jeg gennemført 1. trimester af min graviditet, hvilket er gået over al forventning. Derudover har jeg været på Mallorca med min familie og på roadtrip i Danmark med min kæreste. Jeg har også fået arbejdet en smule og set en masse venner og veninder. Mine sidste feriedage skal bruges med masser af hygge i lejligheden, gåture med veninder, selvforkælelse og afslapning.

Hvordan har jeres ferie været?

onsdag den 28. august 2013

Ny blog


Hej og velkommen til min nye blog.

Jeg glæder mig til at dele ud af min hverdag, og jeg håber at du vil følge med :)

Follow my blog with Bloglovin