lørdag den 30. november 2013

Advent 2013



Glasflasker fra Fakta (2011), juleophæng fra Flensborg, hjemmelavede lerophæng

Som lovet kommer her lidt billeder af min adventsdekoration anno 2013. Det er en meget simpel og enkel opstilling, som består af ganske få elementer. Glasflaskerne er købt for to år siden i Fakta, og jeg mener, at de kun kostede 5 kr. i alt. Hvert år tager min faster og jeg i Fakta den første åbningsdag efter juleaften. Så kan man nemlig shoppe julepynt til INGEN penge - bare et lille tip! Selv er jeg rigtig godt tilfreds med resultatet, og jeg synes det passer godt ind i resten af julepynten herhjemme. Nu glæder jeg mig bare til at tænde det første lys i morgen aften, når der kommer julekalender.

Henrik og jeg har været til barnedåb hele dagen i dag, og lige nu sidder jeg og vågner ordentligt efter at have sovet en time. Det var ret specielt og rørende at være i kirken, for det gik lige lidt mere op for mig, at det er vore s tur til at få sådan en lille bebs om kun 3 måneder. Fik også lov at sidde med barnet i 5 minutter (der var jo mange mennesker, der skulle nå at holde ham), og det var den dejligste følelse. De dufter seriøst så godt, sådan nogle babyer! Og de små fingre og store øjne... Jeg ved ikke om det er gravidhormonerne der blusser op, men jeg kunne altså slet ikke stå for ham <3 Hvor jeg dog glæder mig til marts!

I aften kommer min veninde, Fie, på besøg. Vi skal være alene hjemme, så der skal snakkes om babyer, laves mad og hygges med film og slik. Skøn lørdag! Hvad skal I lave?

fredag den 29. november 2013

Kalenderlys 2013



Kalenderlys fra Superbrugsen, spejlfad (husker ikke hvorfra), juletræer og julekugler fra Søstrene Grene

Så blev det endelig weekend, og sikke da et kedeligt vejr den starter med. Godt man kan hygge sig indenfor med stearinlys og te. Jeg har dog lidt eksamenslæsning jeg også skal have kigget på, men lad nu ikke det ødelægge den gode stemning... Igår eftermiddags fik jeg pyntet til jul i lejligheden, og der er blevet så hyggeligt. Jeg har holdt det hele ret simpelt i år, og der er ikke mange nisser eller flettede julehjerter, men det kan altså hurtigt blive lidt rodet i mine øjne. Som I kan se på billederne ovenfor, fik jeg også lavet dette års kalenderdekoration, så nu kan december bare komme an!

Jeg har lavet en meget simpel opstilling til kalenderlyset i år, men jeg synes, det er blevet rigtig fint og enkelt. Less is more - er det ikke det, man siger?! Som I måske kan fornemme i baggrunden af billederne, er adventsdekorationen også færdig, men den får I lige at se i et indlæg for sig selv. Som I måske allerede ved, elsker jeg denne årstid, og jeg synes, det er SÅ hyggeligt med en masse jule-blogindlæg. Selv elsker jeg at se hvordan folk bor og pynter til jul derhjemme, så jeg håber, at I også synes det er hyggeligt at kigge lidt indenfor hjemme hos mig.

I aften kommer min lillebror, Lasse, på besøg. Det er virkelig sjældent, at han har tid til det, når han er i Aarhus, men i dag kunne det heldigvis godt lade sig gøre. Jeg har lovet Henrik, at vi skal have noget "drenge-weekend-mad", når nu Lasse kommer, så jeg må vist hellere komme afsted efter et par røde bøffer og noget bearnaise sauce, så jeg kan opfylde hans ønske :)

torsdag den 28. november 2013

Opskrift på rosinboller


Da jeg var syg i sidste uge bagte jeg disse lækre rosinboller. Jeg ved egentlig ikke, hvor jeg fik idéen fra, men nogle gange kan jeg få en ret stor trang til et eller andet specielt. Jeg mistænker selvfølgelig graviditeten for at være årsag til dette :) Jeg gentog bagesuccessen i weekenden, da jeg var på Fyn. Og bollerne blev rost til skyerne af både børn og voksne, som fik lov at smage dem.

Ingredienser (ca. 15 stk)
1 pakke gær
2,5 dl mælk
1 tsk salt
1 tsk kardemomme
50 g sukker
75 g smeltet margarine
2 æg
50 g rosiner
600 g hvedemel
Æg til pensling

Fremgangsmåde
Margarine og mælk opvarmes, så margarinen smelter og temperaturen er let lun. Gæren opløses heri. Salt, sukker og kardemomme tilsættes og opløses i blandingen. Æggene og rosinerne kommes i, og melet tilsættes lidt efter lidt, så dejen ikke klumper.

Dejen æltes godt på bordet og hæver 20 minutter overdækket i skålen et lunt sted.

Dejen æltes let igennem og bollerne formes. Lægges på en bageplade til hævning i 45 minutter. Bollerne pensles med æg og bages i 10-12 minutter til de er gyldenbrune i toppen og bunden. Serveres med rigeligt smør. Velbekomme!

onsdag den 27. november 2013

DIY værtindegave


I sidste uge var jeg til årets første julefrokost. Det var i selskab med min behandlergruppe fra klinikken, og det var vores kliniske lærer, der skulle lægge hus til. Jeg havde lovet at stå for værtindegaven, og havde været lidt kreativ eftersom budgettet gerne skulle holdes i den lave ende. Jeg har desuden den holdning med værtindegaver, at det er tanken, der tæller, og jeg vil hellere komme med en lille fin ting i stedet for en dyr gave, som jeg måske ikke engang synes er alle pengene værd.

Jeg havde købt to hyacinter i Superbrugsen og to glaskrukker fra Søstrene Grene. Herhjemme fandt jeg snor, papir, bogstav stempler og grangren, og så blev der lavet et par fine blomster. I alt kostede det kun 30 kr. at lave, så det var yderst studentervenligt :)

Håber at det kan inspirere til et par værtindegaver i julen. Jeg er i hvert fald sikker på, at det ikke er sidste gang, jeg selv har lavet dem.

Kan I lide blomsterne, og hvad giver I selv i værtindegaver?

søndag den 24. november 2013

100 dage


I morges fik jeg en mail fra min-mave.dk (ja grin I bare, men det er altså meget hyggeligt at blive opdateret med daglige gravid-mails), hvor der stod, at der i dag er 100 dage til min terminsdato. 100 dage lyder jo på en måde af lang tid, men på den anden side ved jeg godt, hvor hurtigt de kommer til at gå. Tænk sig alt det jeg skal nå inden; 4 ugers klinik, jul & nytår, 3 eksamener, min 25 års fødselsdag osv. Der kommer til at ske så meget de næste par måneder, så jeg er helt sikker på, at tiden kommer til at flyve afsted. Og inden jeg ser mig om er det marts måned - det gælder virkelig om at nyde det nu.

Jeg mangler dog stadig at købe en masse tøj og ting til babyen, inden han kommer ud, så det er vist meget godt at jeg har lidt tid at løbe på endnu. Lige pt har jeg slet ikke overblik over, hvor meget tøj jeg mangler i de forskellige størrelser, men jeg har tænkt mig, at jeg snart skal have lavet en liste over alt det, jeg har. Tror fx at jeg efterhånden har samlet en hel del bodyer sammen, så det er nok smart at begynde at kigge efter andet end det, selvom man sikkert ikke kan få for mange af dem. Jeg er desuden ret sikker på, at jeg ikke har nok bukser, strømper og heldragter, og så mangler jeg en eller anden flyver-/køredragt.

Lige siden jeg fandt ud af, at jeg var gravid, har jeg brugt meget tid på at surfe rundt på nettet for at kigge efter babytøj og finde nye, gode hjemmesider til formålet. For leden kom jeg forbi Smallfashion.com, hvor de har et godt udvalg af en masse lækre mærker som fx Mini A Ture, Tommy Hilfiger, Danefæ osv. Jeg har fundet lidt fine ting og samlet det i collagen ovenfor. Jeg er især vild med den grå strik cardigan med ørerne på hætten. Jeg har altså et eller andet med de ører. Det er så mega cute, synes jeg! Stjernestrømperne fra Mini A Ture ser også virkelig lækre ud, og dem kunne jeg godt finde på at anskaffe mig på et tidspunkt. Er der nogle af jer, der har erfaringer med deres strømper? 

Smallfashion har desuden en hel del ting, der er sat ned med gode procenter. Så hvis I skal shoppe udsalgsvarer, er det bare om at kigge forbi :)

Dette indlæg er skrevet i samarbejde med Smallfashion.com

Sidste års adventsdekoration








I dag er der kun en uge til 1. advent, som i år falder på d. 1. december. Jeg er begyndt at glæde mig rigtig meget til december, det er helt klart min yndlingsmåned. Jeg har endnu ikke tænkt over, hvordan min adventsdekoration skal se ud i år, og på en måde overvejer jeg en meget nem løsning, nemlig denne fine trægris. Den er ret fin, men måske liiidt for kedelig :)
Jeg fandt nogle billeder af min dekoration fra sidste år, som var temmelig farverig, men rigtig hyggelig. Lyset havde jeg fået af min svigermor, og vi nåede aldrig at brænde det færdigt. Jeg er nok mere til at have fire forskellige lys i stedet for et. Jeg har planer om, at jeg skal lave kalender- og adventsdekorationer på fredag, og jeg glæder mig til at vise jer, hvad jeg finder på i år.

Jeg har desuden handlet lidt forskelligt ind i Panduro og Søstrene Grene, fordi jeg vil forsøge at lave nogle juleophæng i selvhærdende ler. Min plan er, at de skal hænge i nogle farverige bånd på nogle grene i en vase. Jeg har dog ikke helt overblik over, hvor omfattende projektet er endnu, men jeg håber, at jeg får tid i løbet af ugen :)

lørdag den 23. november 2013

Søndag i skoven






Jeg ved ikke, hvad der sker for mig for tiden, men jeg sover simpelthen så dårligt... I dag vågnede jeg kl. 6.00 og var vildt træt, men kunne ikke falde i søvn igen. Det er som om, at babyen registrerer, at jeg er vågen, for han begynder at sparke næsten lige så snart, jeg har åbnet øjnene :)

Billederne ovenfor er fra i søndags, hvor Henrik og jeg var cyklet en tur ud til Marselisborg skoven for at samle lidt grankoglegrene til min Kähler vase. På vejen derud havde vi købt kaffe til at varme os på, og så gik vi ellers bare en tur igennem skoven. Det var en virkelig hyggelig dag og et lækkert afbræk fra pligterne i lejligheden.

Denne weekend tilbringer jeg på Fyn. For en gangs skyld har jeg både tid til at se et par veninder og være sammen med mine forældre og søskende, så det er virkelig dejligt. Jeg nyder virkelig den sidste weekend, inden min eksamenslæsning for alvor går igang i næste uge. Igår var min mor og jeg til Rice og Aspeberg lagersalg i Odense, hvilket var en stor succes. Glæder mig til at vise jer, hvad jeg fik købt. Om aftenen var min bror og jeg inde og købe et par julegaver. Det er skønt at komme igang med juleprojekterne! Er I begyndt at købe julegaver?

I dag skal jeg til Nyborg og besøge min efterskoleveninde, Stine, i hendes fine hus. Vi skal drikke te, gå tur i byen og hyggesnakke om alt mellem himmel og jord. SKØNT! Hvad skal I lave i dag?

fredag den 22. november 2013

Julegaveønsker over 300 kr.


1. Jane Kønig prinsessering / 2. Stine A ørestikker / 3. Stine A fingerring / 4. Bernadotte termokande / 5. Glerups hjemmesko / 6. Jane Kønig love tag halskæde / 7. Stelton termokande / 8. Rancilio kaffekværn / 9. Kitchen Aid røremaskine / 10. HAY tæppe / 11. Moss Copenhagen taske / 12. Rancilio espressomaskine / 13. iPhone 5S / 14. RC "history mix" skålesæt / 15. Vans slip on / 16. Stelton termokande / 17. Jane Kønig fingerring

Så blev det tid til anden og sidste del af min juleønskeseddel. Ovenfor ser I ønsker, som alle koster over 300 kr. I dette indlæg kan I finde den første del af ønskesedlen med ønsker op til 300 kr.

Den ting jeg ønsker mig allermest er Rancilio espressomaskinen, men den er også temmelig dyr, så jeg tvivler nu på, at den kommer under træet. Min far har en maskine magen til, og han bruger den flere gange dagligt. Det ville være så fedt at have en ordentlig espressomaskine herhjemme (især nu hvor jeg snart skal på barsel), så man kunne lave god kaffe hver dag. Det er som om, at neskaffe ikke er så spændende i længden :)

Hvad ønsker I jer allermest til jul?

torsdag den 21. november 2013

Stille morgen


Jeg er stadig syg, og i dag måtte jeg overgive mig og blive hjemme fra klinikken. Jeg har været vågen det meste af natten, min hals gør SÅ ondt, og jeg er desuden sat til i hovedet med snot og hovedpine. Det er virkelig træls, at jeg bliver ved med at have sygdom i kroppen, og jeg håber virkelig, at jeg kan komme helt ovenpå igen i løbet af weekenden. I aften afholdes årets første julefrokost, og jeg vil gøre alt for at blive frisk, så jeg kan komme med.

Her til morgen har jeg pakket mig godt ind i tæpper, tændt stearinlys, lavet te og sidder nu og ser Go' Morgen Danmark og besvarer mails. Har forsøgt at sprede lidt hyggestemning i lejligheden, når nu jeg skal være indenfor hele dagen. Hav en god dag!

tirsdag den 19. november 2013

Kristinas babyshower






I sidste uge var jeg til babyshower hos en af mine studieveninder, Kristina. Hun har termin allerede d. 6. december, så der er ikke ret længe til, men vi nåede heldigvis at holde en hyggelig aften for hende :)
Vi havde hver især medbragt lidt snacks, boller og kage, og så havde jeg stået for pynten, hvilket primært bestod af en fin flagranke og en snor med balloner i lyserød og lyseblå. Kristina kender nemlig ikke kønnet på sin baby, så jeg kunne ikke gå all-in på enten pige- eller drenge farver. I stedet havde jeg fundet noget i forkellige farver, hvilket endte med at blive rigtig fint. Alle havde selvfølgelig også medbragt en lille gave til babyen, og det var så hyggeligt at se Kristina pakke små sokker, bodystockings, gummiænder til badekaret, hagesmække, sutsko osv. op.

Det var en super hyggelig aften med masser af lækkerier, snak om babyer og ikke mindst pigehygge på bedste vis <3

mandag den 18. november 2013

Sidste års kalenderlys







Jeg er så småt ved at komme i julestemning, og er derfor gået lidt igang med forberedelserne til årets kalenderlys-dekoration. Sidste år lavede jeg en virkelig fin en af slagsen, som I kan se på de ovenstående billeder. I år tror jeg, at jeg vil køre lidt kobber-tema i år, når nu det er så moderne. Måske sammen med et par neonfarvede silkebånd, hvis altså ikke det bliver alt for vildt.

Jeg elsker at gå og pusle med sådan nogle hyggelige ting, og jeg tror, jeg skal et smut i Søstrene Grene og handle ind en af de kommende dage. Kalenderlyset har jeg allerede købt, og det er magen til det, I ser på billederne. Det er ægte stearin og er købt i Superbrugsen til omkring 40 kr.

Hvordan skal jeres kalenderlys-dekoration se ud i år?

søndag den 17. november 2013

Baby vinterjakke



Hvis min baby allerede var kommet til verden, er der ingen tvivl om, at han skulle have denne jakke fra Mini A Ture til vinter. Den er noget af det sødeste, jeg har set, og hvor fint er det ikke lige med prikkerne? Jeg glæææder mig så meget til han kommer ud til marts - og hvem ved - måske kan vi finde jakken til ham til næste vinter :) Kan I lide den, eller er den for tøset?

Julegaveønsker op til 300 kr.

1. Morgenkåbe / 2. RC dyb tallerken / 3. Meyers Bageri / 4. DAY taske / 5. Sprøjtepose / 6. RC krus / 7. Stavblendersæt / 8. Ekstern harddisk / 9. Nattøj / 10. Saucekande / 11. Trip Trap servietholder / 12. Samsøe Samsøe basic / 13. DAY toilettaske / 14. RC morgenmadsskål / 15. Samsøe Samsøe basic / 16. Liebe krus / 17. Cariwell amme bh / 18. Piet Hein fad


God formiddag og glædelig søndag!

Jeg har været vågen siden kl. 4 i nat, hvor der var nogen, der holdt fest i min mave. Det er sådan lidt en ambivalent følelse, for på den ene side er det helt enormt hyggeligt at blive vækket af små spark inde fra livmoderen. På den anden side kunne jeg godt have været for uden at blive vækket (og holdt vågen) midt om natten for anden dag i træk, vel at mærke. Det mest fantastiske ved at være vågen på den tid af døgnet er dog, at man kan lade tankerne få frit spil. Der er absolut ingenting, der forstyrrer, og jeg føler mig som den lykkeligste kommende mor, når jeg lægger hånden på maven og babyen sparker tilbage til mig <3

Som jeg har nævnt tidligere, har jeg brugt noget af weekenden på at lave en liste med julegaveønsker. Min ønskeseddel ender altid med at blive enormt lang, men jeg har heldigvis fødselsdag i januar, hvor nogle af ønskerne jo kan genbruges.
Jeg tænkte, at jeg ville dele min ønskeseddel med jer, så I måske kunne blive inspirerede til at lave jeres egen liste. Collagen indeholder ønsker, som alle koster under 300 kr. Der er links til det meste i teksten under billedet, men ellers skriver I bare, hvis der er spørgsmål. Jeg har desuden lavet en collage med ønsker over 300 kr. som jeg viser en anden dag.

Hvad ønsker I jer til jul?

lørdag den 16. november 2013

Lækker strik til baby


Jeg har fundet en hjemmeside, hvor de sælger det lækreste strik til babyer. Adressen er mormor.nu og hvis I ikke kender den, synes jeg I skal kigge forbi. Der er sådan nogle fine cardigans, veste og huer. Det meste er meget neutralt og kan findes i både pige- og drengefarver. Jeg er helt forelsket i de to ovenstående trøjer, som jeg synes er SÅ fine.

Vi er heldigvis så priviligerede at have en rigtig "strikkemutter" i den nærmeste familie. Henriks mor er nemlig rigtig dygtig til at strikke (og har bl.a. allerede strikket dette smukke tæppe til babyen), så måske kan jeg lokke hende til at hente lidt inspiration herfra og stikke et par trøjer, der minder om disse?! Er helt sikker på, at vores søn vil blive så lækker i dem begge :) Er de ikke fine?

fredag den 15. november 2013

Kids Wood traktor


Jeg vil lige vise jer denne legetøjstraktor, vi fik af mine søskende i efterårsferien. Den er simpelhen så sød og har en lækker kvalitet. Jeg er sikker på, den bliver et hit, når lillemanden bliver lidt større (og især hvis han har arvet sin fars interesse for maskiner.....). Indtil da regner jeg med, at den skal pynte lidt i babyhjørnet.

Jeg har været hjemme igen i dag. Min hals gør stadig rigtig ondt og jeg er blevet ret sløj, så det er nok fornuftigt at holde aktivitetsniveauet så lavt som muligt i de her dage. Både Henrik og jeg er hjemme i weekenden - og det er faktisk ikke så ofte det sker - så vi skal sove længe, spise god mad, ordne projekter i lejligheden og bare nyde tosomheden. Dejligt <3 Håber I får en god weekend!

torsdag den 14. november 2013

Smykker fra Julie Sandlau


Øv, jeg er blevet syg og ligger derfor hjemme under tæppet og drikker varm te med honning. Jeg har fået rigtig ondt i halsen, så besluttede at tage en sygedag i håb om at bekæmpe sygdommen hurtigst muligt. Jeg tror, at jeg skal bruge noget af dagen på at kigge efter julegave ønsker på nettet. Jeg er nemlig allerede blevet spurgt til en ønskeseddel, og for en gangs skyld har jeg ikke lavet sådan en endnu. Jeg synes, det er lidt svært at finde på ønsker til mig selv i år, hvilket jo nok skyldes graviditeten - der er ligesom kommet andre prioriteter i mit hovede! Men mon ikke jeg kan finde et par ønsker hvis jeg lige bryder hjernen lidt :)

I sidste uge gik jeg forbi Julie Sandlau butikken, som ligger i Latinerkvarteret her i Aarhus. Jeg havde desværre ikke tid til at kigge indenfor, men hold op nogle fine smykker, der lå i vinduet. I collagen ovenfor har jeg fundet et udpluk af de smykker, jeg synes er allerfinest. Jeg er især vild med halskæden på det første billede, og jeg kunne godt finde på at skrive den på min ønskeseddel. Jeg synes nemlig, det er så fint at gå med en enkel guldhalskæde til hverdag. Den passer jo til alt, lige gyldigt om det er kliniktøj, joggingtøj eller almindeligt tøj man render rundt i. Samtidig kan den også bruges til en fin kjole, fordi den er så diskret. Halskæden koster 1250 kr. Hvad synes I om den?

Julie Sandlau har også en hjemmeside, hvor man kan købe kvalitetssmykker online. Jeg er nok mest vild med "Classic kollektionen", da jeg synes, den indeholder rigtig mange fine og klassiske smykker. Det er fedt med et tidløst design, så man kan være glad for sine smykker i mange år. Hvilke smykker kan I bedst lide?

Dette indlæg er skrevet i samarbejde med Julie Sandlau.

onsdag den 13. november 2013

Asos leopard kjole


Ville lige vise jer denne fine kjole, som jeg bestilte fra Asos for noget tid siden. Den er fra deres maternity afdeling, som jeg er meget begejstret for. Kjolen er super fin og skærer med elastik lige over maven, så den bliver fremhævet fint. Jeg havde den på i forrige uge til en 26 års fødselsdag, hvilket den var helt perfekt til. Hvad synes I?

Henrik og jeg har været ude og hente puslebord i dag. Vi har købt det, der hedder "Brio Wall", som kan hænge på væggen i badeværelset. I weekenden skal vi have sorteret i skabe og skuffer og have rykket rundt på nogle møbler, så vi kan få skabt lidt ekstra plads i lejligheden. Det glæder jeg mig til :)
Nu vil jeg smutte ned og handle ind til i aften, hvor min veninde, Fie, kommer på besøg. Vi skal lave mad og hyggesnakke om babyer og graviditet. Det er simpelthen så fedt at have en tæt veninde at være gravid sammen med <3

tirsdag den 12. november 2013

25. uge


Som overskriften antyder, er jeg nået til den 25. uge af min graviditet, hvilket beyder, at der nu kun er 15 uger til min termin. Babyen vejer omkring 670 g og måler ca. 30 cm. Det er lidt vildt, at der ikke er længere tid tilbage - 15 uger er jo ikke ret lang tid! Jeg synes i hvert fald, der er en hel masse vi skal nå, inden de 15 uger er gået. Heldigvis sker der lidt i denne uge, for i morgen skal vi ud og købe puslebord og weekenden skal bruges på at flytte rundt i lejligheden, så vi kan skabe lidt plads til den lille bebs.

I søndags tog jeg dette billede af min mave, og som I nok kan se, er den vokset en hel del på det seneste. I dag var jeg til tjek hos lægen, hvor jeg fik målt blodtryk, tjekket urinprøve, hørt hjertelyd osv. Lægen sagde, at alting så fint ud, og hun mente desuden, at babyen "ikke var til den lille side", som hun fik sagt det. Jeg måtte lige tænke en ekstra gang over den sætning, for jeg blev vist lidt skræmt ved tanken om, at jeg en dag skal føde en kæmpe-baby.... Haha! Men lad os nu se om jordemoderen mener det samme, når vi skal til tjek igen i december :)

søndag den 10. november 2013

Hvide trægulve

Alle billeder er fundet på Pinterest

Jeg har altid elsket hvide møbler og store, lyse rum. De sidste par år har jeg desuden været ret fascineret af hvide trægulve. En af mine veninder har hvide gulve på hendes værelse, og det er simpelthen så fint. Det lysner rummet enormt og får det til at virke større.

www.malerlager.dk kan man finde materialer til at male sine gulve, og hvis ikke det var fordi, at Henrik og jeg bor i en leje-lejlighed, havde jeg altså kastet mig ud i projektet. Jeg glæder mig til den dag, hvor vi skal flytte i vores eget hus, så jeg kan få lov til at male og tapetsere som jeg har lyst til. Så skal jeg helt sikkert have minimum ét rum med hvide gulve.

Ud over hvide gulve er jeg som sagt rigtig vild med hvide møbler. Størstedelen af vores lejlighed er derfor indrettet med hvide møbler, da jeg synes det giver en god base, som er nem at sætte farver sammen med. Vores møbler er en blanding af gamle og nye. De gamle møbler har jeg selv sat i stand og malet hvide. Jeg synes, det giver lidt ekstra hygge og personlighed i indretningen, at det hele ikke er nyt. Hos malerlager.dk kan du finde produkter til at male møbler med. Når jeg maler møbler, starter jeg altid med at slibe overfladen med sandpapir, hvorefter jeg renser møblet grundigt i grundrens. Herefter får det 1-2 lag grunder, afhængigt af hvilken farve træet har i forvejen. Jeg kan godt lide at bruge en grunder med "spærrer" i, så der ikke kan trænge noget af den gamle træfarve ud. Når grunderen er tørret godt ind, maler jeg møblet to-tre gange, indtil det ser ud som jeg ønsker det. Jeg maler altid med vandbaseret maling, da det ofte foregår indendørs.

Et andet tip er at bruge en maling med glans i, så overfladen er nemmere at tørre af efterfølgende. Desuden ser det pænt ud, at overfladen er lidt "shiny".

Hvis I har spørgsmål til male-projekter skal I endelig bare spørge :)

Dette indlæg er skrevet i samarbejde med malerlager.dk

Mangler du en jule-/nytårskjole?


...så er der nemlig 60 % rabat på alle Club L kjoler på Asos lige nu!

Tilbudet gælder kun i dag, så I skal skynde jer, hvis I skal have glæde af rabatten. Som I ser ovenfor, har jeg fundet 8 kjoler, som jeg synes kunne være super fine - enten til en julefrokost eller nytårsaften. Der er ingen gravidkjoler i mellem, men jeg ved jo, at de fleste af jer der læser med ikke har nogen baby i maven :) Håber I kan bruge tippet!

Ingen af de ovenstående kjoler koster over 300 kr., så det er jo virkelig billigt!

Links til kjoler: 1, 2, 3, 4, 5, 6, 7, 8

fredag den 8. november 2013

3 drengesæt


1. Hummel
3. Molo
4. Hummel
5. Molo
6. Wheat

For lang tid siden lavede jeg denne collage med tre sæt drengetøj, men jeg har vist aldrig fået den vist på bloggen. Jeg synes alle tre sæt er søde, men jeg er især vildt med bukserne fra Molo! Hvilket sæt kan I bedst lide?

Igår aftes havde vi præmiere på vores revy på Aarhus Tandlægeskole. Vi har været igang med den siden før sommerferien, og de sidste MANGE weekender er blevet brugt på at øve sange, lave rekvisitter, klippe film sammen osv. osv. Onsdag havde vi generalprøve, som gik SÅ dårligt, og igår var det så den store præmiereaften. Heldigvis gik det virkelig godt - stort set uden fejl - og vi fik SÅ meget ros fra lærere, forældre og studerende, der var og se revyen. I dag har vi to forestillinger + en fest i aften, og så er det slut med revy i denne omgang. Det har været den hårdeste uge, men hold op, hvor har det været sjovt. Jeg glæder mig til at fyre den af igen i aften, hvor min familie også kommer og ser forestillingen :)

mandag den 4. november 2013

Nytårskjole


Jeg har fundet endnu en graviditetskjole på Asos, som virkelig er fin. Den er faktisk så fin, så jeg tænker, at den skal være min nytårskjole. Den vil desuden være perfekt til den barnedåb, vi skal til sidst på måneden. Henrik har sponsoreret lidt penge til graviditetstøj, så jeg må hellere få den bestilt hjem inden den bliver udsolgt :)

Kjolen er på udsalg til 367 kr. og kan findes lige her.

fredag den 1. november 2013

Jeg ønsker mig...


Jeg har LÆNGE haft denne DAY taske i tankerne, og jeg ved egentlig ikke hvorfor jeg aldrig har fået den købt. Nu har jeg besluttet mig for at sætte den på min ønskeseddel til jul, og så håber jeg virkelig at den kommer under træet :) Tasken er perfekt til en weekendtur hos forældrene eller til at have med under barnevognen, når jeg skal ned i byen og vise min baby frem :) Og selvom den er lavet af 100% nylon er den altså lidt mere eksklusiv at se på end et almindeligt stofnet.

Toilettasken passer til og er virkelig noget jeg også godt kunne bruge. Man kan desuden også få en makeuppung, så man ender op med et helt sæt.

Weekendtasken koster 295 kr. og toilettasken koster 145 kr. Find det her og her.

Nyt til baby






Vil lige vise jer lidt flere af de ting, vi har fået til vores kommende søn. Jeg har selv købt hvide bodyer i H&M, da jeg har hørt at det skulle være praktisk med lukningen i siden. Er der nogle, der har erfaringer med dette? I hvert fald kan man få 2 stk. for 80 kr., så det er virkelig billigt. Jeg har købt str. 50, så jeg håber ikke det er en kæmpe baby, der kommer ud :) Den lyseblå body fra Joha, har jeg fået af Stine fra min efterskole. Den er SÅ sød! Håber det er ok med korte ærmer, selvom det er vinter, når han kommer :)

Det mørkeblå sæt tøj er fra en af mine andre veninder, Fie. Hun er også gravid - kun 2 måneder efter mig - så det er simpelthen så hyggeligt. Sættet er fra Sallings babyafdeling, som jeg ikke selv har set endnu, men jeg tror, jeg skal et smut forbi snart.  Den hvide "polo" og lyseblå hue er hjemme fra min mors gemmer. Det er noget min lillebror har haft på, da han var baby. Og det er der altså lidt ekstra charme ved, synes jeg :)