onsdag den 4. december 2013

DIY juleophæng



I sidste uge brugte jeg et par aftener på at lave disse fine hjemmelavede juleophæng. De er lavet af selvhærdende ler, formet af småkageudstikkere og pyntet med forskellige "stempler". Leret har jeg købt i Panduro Hobby til 50-60 kr. for 1000g, og nylonsnoren er købt i Tiger. Jeg lavede omkring 30 forskellige ophæng og brugte ca. 1/3 af leret. Så der er nok til endnu et par omgange, hvis jeg får tid i løbet af december. Jeg kunne i hvert fald godt bruge nogle til at give i værtindegaver eller som til- og framærker på julegaverne.

Jeg lagde ophængene til tørre i ca. 2 døgn på et stykke bagepapir. Den første nat havde jeg stillet en bageplade ovenpå (selvfølgelig med et lag bagepapir imellem, så de ikke hang fast), for at ophængene ikke skulle folde for meget i hjørnerne. Herefter lod jeg dem gennemtørre på en bagerist i stuen. Når man køber leret har det en lidt kedelig "naturfarve", men når det tørrer op bliver det fint hvidt.

Jeg hængt juleophængene på nogle grene i en vase, og derudover har jeg pyntet min kubuslysestage med fire af dem, og nogle er blevet brugt i adventsdekorationen. Jeg er meget tilfreds med resultatet, og synes det har været en rigtig hyggelig aftenbeskæftigelse :)

Skriv endelig i kommentarfeltet, hvis I har spørgsmål.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar