Min fødselsberetning

Gunnar 4 minutter gammel

Så fik jeg endelig tid til at skrive min fødselsberetning. Det er jo på en måde meget personligt, men jeg syntes selv det var rigtig interessant at læse andres fødselsberetninger, da jeg var gravid. Så jeg håber, at nogle af jer kan få glæde af min. Om ikke andet har jeg det da selv på skrift nu :)

Klokken var 00.30, da jeg vågnede med veer. Jeg var uge 41+3 og det var fredag d. 14. marts 2014. En time efter veernes start gik vandet, som til min store overraskelse var brunt. Jordemoderen på akutmodtagelsen kunne ikke helt forstå, at fostervandet var brunt, så hun bad mig ringe tilbage efter en time, når jeg havde fundet ud af, om det var slimproppen, der havde farvet vandet eller om det virkelig var brunt. To minutter efter samtalen var slut, gik slimproppen med lidt tegnblødning i, og der kom en ny skylle af brunt fostervand. Jeg ringede tilbage til jordemoderen, og vi blev bedt om at komme derind hurtigst muligt. Vi nåede begge to at tage et hurtigt bad, Henrik pakkede de sidste ting, og vi tog en taxa mod fødegangen.

I akutmodtagelsen fik jeg foretaget CTG og blev undersøgt indvendigt. Livmoderhalsen var væk, og jeg var ca. 1 cm åben. Fostervandet var rigtig nok meget grønt, og mine veer var rimelig effektive/kraftige.. Jeg kunne dog sagtens holde det ud på det her tidspunkt, og jeg var 100% til stede imellem veerne. Vi fik lov at komme videre ind på fødegangen med det samme, og da jordemoderen undersøgte mig et par timer efter, var jeg allerede 4-5 cm åben. Hun observerede desuden, at Gunnar drejede den "forkerte" vej ned i bækkenet, og at han derfor ville blive en stjernekigger. Herefter begyndte det at gå lidt langsommere, og da jeg var 6-7 cm åben, bad jeg om at få en epiduralblokade. Undervejs havde jordemoderen forsøgt at smertelindre med akupunktur, varmepuder og saltvandspapler (bistik). Saltvandspaplerne virkede en smule, men ellers var det primært mine dybe vejrtrækninger under veerne, der hjalp på smerterne. Epiduralblokaden virkede dog rigtig godt på mig, og de næste par timer gik med at slappe af, spise lidt og snakke med Henrik. Jeg havde stadig meget ondt under veerne, men det tog helt klart toppen af dem og gav mig lidt overskud og energi til resten af fødslen. Jeg er RIGTIG glad for at jeg fik den, og vil helt klart anbefale den til andre. 

Klokken 13 var jeg 10 cm åben, hvilket var rigtig motiverende! Desværre var kombinationen af epiduralblokaden og Gunnars "forkerte" vej ned i bækkenet ikke den bedste, og der skete derfor ikke rigtig noget herefter. Jeg fik lagt ve-stimulerende drop, som blev skruet op et par gange for at få ham til at trænge ned. Efter tre timer var han endelig nede, og jeg fik lov at presse med. Endnu en gang var hans "forkerte" vej med til at trække det hele ud, og da jeg havde presset alt hvad jeg kunne i to timer, måtte jeg sige til jordemoderen, at jeg altså ikke kunne mere. Pressefasen var helt klart det hårdeste, jeg nogensinde har prøvet. Undervejs var der kommet en læge ind, fordi der var gået så lang tid, siden jeg var 10 cm åben. Hun fortalte mig, at hvis jeg virkelig ikke kunne mere, ville de finde sugekoppen frem. På det tidspunkt var jeg så udmattet, at jeg var lige glad, og imens de fandt koppen frem, fik jeg en ve, og jeg gav alt hvad jeg havde og pressede min søn ud - uden hjælp fra sugekoppen. 

Det var den største forløsning, da han pludselig kom ud. Han skreg med det samme han var ude, og jordemoderen tog ham op, viklede navlestrengen ud og han kom op på min mave. Det var den vildeste følelse, som ikke kan sammenlignes med noget som helst. Han var den smukkeste baby, jeg nogensinde havde set. Han var så varm og blød, og han lå lige dér foran mit hoved. Henrik lå ved siden af og holdt om mig. Vi var så lettede over, at det endelig var overstået, og så lykkelige for vores lille vidunder, der endelig var kommet til verden. 

Gunnar kom til verden fredag d. 14. marts 2014 kl. 18.05 efter 17,5 timer med veer. Han er opkaldt efter sin oldefar, og han blev født på sin oldefars fødselsdag, hvilket ikke kunne have været mere perfekt.

Jeg har senere fået at vide af jordemoderen, at de overvejede kejsersnit flere gange under fødslen pga. det lange nedtrængningsforløb. Hun fortalte mig desuden, at Gunnar var en "skæv" stjernekigger, og han kom derfor ud med øret først. Dette var den primære årsag til den lange nedtrængningsfase og at pressefasen var en del hårdere end normalt. Havde det været i Norge, havde jeg ikke fået lov at føde ham naturligt pga. den vej, han vendte. Så jeg er virkelig stolt af mig selv, og især stolt af, at jeg klarede fødslen uden hjælp fra sugekop eller kejsersnit.