søndag den 22. september 2013

Sundhed i hverdagen



Jeg er blevet spurgt, om jeg vil skrive et indlæg om sunde vaner og måltider. Begge dele fylder meget i min hverdag, og jeg har derfor taget udfordringen op, og forsøgt at skrive et indlæg om, hvad sundhed er for mig. I kan desuden læse dette link om kost og sundhed, hvis I vil læse en andens syn på det. 

For mig handler sundhed om meget andet end bare kost og motion. Sundhed er for mig at have et godt liv fyldt med glæde, lykke og kærlighed. Disse tre ting får man ikke af at spise sundt eller motionere, men gode kostvaner og en aktiv hverdag kan være med til at give dig nogle af tingene. Både motion og sund kost giver god kvalitet og overskud i hverdagen, og det er derfor noget jeg sætter stor pris på at inddrage i min dagligdag.

Når det er hverdag, og jeg er på farten i mange timer af gangen, har jeg nogle faste rutiner, som helst ikke skal ændres for meget. Når de faste rammer fungerer, er der mere overskud til alle de sjove ting i hverdagen. Det handler for mig om, at få gjort de faste rutiner til gode vaner, så det fx ikke nødvendigvis er en sur pligt at vaske tøj eller støvsuge, men derimod en god måde at få rørt sig lidt. Jeg tænker også altid på den gratis motion jeg får, når jeg cykler i skole op ad Langelandsgade (stejl bakke i Aarhus) om morgenen.

Mht. madvaner har både Henrik og jeg rimelig faste rutiner i hverdagen. Vi starter altid dagen med morgenmad, og i løbet af dagen bliver der spist rugbrødsmadder og frugt. Mælk er også en vigtig del af vores hverdag, både fordi det smager godt, men også fordi det er sundt. Det anbefales desuden, at man drikker 1/2 liter mælk om dagen, når man er gravid. Aftensmaden planlægger vi for det meste fra dag til dag, og vi spiser stort set altid et måltid indeholdende grøntsager, kød og en form for kulhydrater. Hverken Henrik eller jeg går specielt meget op i at spise kaloriefattigt, men vi tænker til gengæld rigtig meget over, at spise varieret hver dag. Vi har det begge sådan, at når man spiser sundt i hverdagen, er der altid plads til et stykke kage eller lignende, hvis lejligheden byder sig. Og det gør altså hverdagen lidt sjovere.

Som jeg startede indlægget med at skrive, er det vigtigste af alt, at man er lykkelig og har masser af glæde og kærlighed omkring sig. For tiden føler jeg mig som den lykkeligste pige i verden. Jeg har en dejlig kæreste, som elsker mig, en baby i maven, en fantastisk familie, nogle søde veninder og en skøn lejlighed. Hvad mere kan man ønske sig?

Det var lige lidt om mine/vores hverdagsrutiner og vaner. Hvordan tænker I over sundhed i løbet af dagen?

Dette indlæg er sponsoreret.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar