Billede fra enplusen.tumblr.com
Jeg har haft en rigtig øv dag i dag. Sådan en dag med bekymringer, ondt i maven, tårer og frustrationer over ikke at være god nok. Jeg har haft en hård weekend, og jeg tror primært, det bunder i det. Jeg er stresset for tiden. Især fordi vi øver revy på skolen, og derfor ikke har nogle weekender fri. Vi skal heldigvis holde forestillinger i næste uge, så der kan snart komme ro på den front igen. Og misforstå mig nu ikke, for det er jo SÅ sjovt at øve revy. Jeg elsker virkelig alt det sociale, og jeg ville aldrig være det foruden. Men kender I det, når man vågner flere gange om natten, fordi man er stresset? Sådan var min nat i nat. "Hvordan var det nu, den sang var?!", "hvem var det nu, der skulle have reserveret billetter?!", "hvordan får jeg løst problemet med datoerne?!", osv. osv. Jeg kan virkelig mærke i dag, hvordan min krop reagerer på, at jeg ikke får slappet nok af for tiden. Jeg er nødt til at acceptere, at jeg ikke kan klare lige så meget, som før jeg blev gravid. Oven i alt det psykiske har jeg fået ondt over min ene lysken. Det spænder og giver jag, hvis jeg laver en hurtig bevægelse - især om natten. Jeg er også begyndt at få plukkeveer, når jeg er fysisk aktiv, hvilket heller ikke er et særlig godt tegn. Jeg er 100% sikker på, at det er min krop, der prøver at sige, at jeg skal slappe af. Men det er altså svært, når man også skal passe revy, studie, patienter, pligter, veninder, kæreste osv.
Heldigvis har jeg den dejligste kæreste, som overraskede med røde roser i dag, da jeg kom hjem fra studie. Han har været så omsorgsfuld og givet mig ekstra mange kys og kram i dag. Vi har grinet og snakket om alt andet end revy. Han blev oven i købet hjemme fra sin aftenaftale (nok også pga. stormen...), men det var simpelthen lige, hvad jeg havde brug for. Hvor er jeg glad for, at han skal være far til mit barn <3
Jeg kender det godt. Det er virkelig svært at acceptere, at ens krop bare ikke kan klare det samme som før man blev gravid. Men man bliver bare nødt til det :) I øvrigt en rigtig fin blog du har her det er første gang jeg ser den :)
SvarSlet//Charlotte
Du har helt ret, Charlotte. Man skal lytte til kroppens signaler. Jeg prøver at arbejde på det og få slappet noget mere af :) Dejligt du synes om bloggen. Kh Katrine
SletKa godt forstå dine frustrationer. Der vil altid være hårde dage, men når man står med sin lille guldklump i armene, så har det helt sikkert været det hele værd. Har selv lige fundet ud af jeg er gravid og ka allerede mærke trætheden. Fin blog du har - du har ihvertfald en fast læser i mig :)
SvarSlet- Cecilie
Det er jeg sikker på du har ret i, Cecilie. Ingen tvivi om at det er det hele værd :) Stort tillykke med din egen graviditet :) Trætheden kommer du nok til at mærke en hel del de første 12 uger. Dejligt du vil følge med på bloggen. Kh Katrine
Slet