onsdag den 2. oktober 2013

Status på graviditeten


Sidder her i sofaen med benene oppe og fjernsynet kørende. Jeg har alene-aften, hvilket er enormt dejligt og tiltrængt ovenpå nogle travle dage. Jeg har lavet chailatte, tændt stearinlys og sidder nu med Bolig magasinet, blogs på nettet, og Rita i fjernsynet. Multitasking for the win!

Jeg tænker, at det er tid til en lille status på min graviditet. Jeg er nu i 19. uge (18+1) og mærker liv hver eneste dag. Det er stadig en lidt uvirkelig følelse. Det er ikke rigtige spark, men heller ikke længere små bobler. Det er svært at beskrive, hvad det er, jeg mærker, men det føles som nogle bitte små puf eller bank inde fra livmoderen. Jeg er helt sikker på, at det er den lille, der siger hej. Det er en dejlig og bekræftende følelse <3 Plukveerne fortsatte hen over weekenden, men er forsvundet de sidste par dage, hvilket er meget godt.

Om en uge skal vi til misdannelsesskanning på Skejby, hvor vi skal have skannet barnets organer. Jeg håber selvfølgelig at alt er som det skal være. Derudover håber vi, at kunne få kønnet af vide, så vi endelig kan komme igang med at købe lidt tøj osv. Det bliver også skønt ikke at skulle omtale babyen som "den" hver gang jeg snakker om den :)

Babyen vejer omkring 230 g og måler ca. 20 cm. Jeg glæder mig SÅ meget til at se den lille på skærmen i næste uge. Det var sådan en fantastisk oplevelse sidste gang vi var til skanning! At se sin egen baby bevæge sig rundt inde i maven er simpelthen den største oplevelse.

Det var lige lidt tanker fra mig og status på babyen. Hav en dejlig aften :)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar